DM Ocean Race 2023 til Nibe Roklub

15. april 2023 21:11 , af Jacob Søndergaard

Havkajak og surfski dyster ved Nibe om DM medaljer

Som en del af den meget omtalte »DM UGEN«, hvor størstedelen af mesterskaberne foregår i Aalborg, har Nibe Roklub fået tildelt værtskabet for havkajak og surfski – bedre kendt som DM Ocean Race. DM-løbene for havkajak og surfski foregår søndag d. 25. juni i farvandet mellem Aggersund og Nibe. Nibe Roklub var også i 2019 vært for dette mesterskab.

Værtskabet for DM Ocean Race 2023 udspringer af DKF’s surfski gruppe, som Nibe Roklubs Jacob Norris er med i. Her har man ønsket at prøve kræfter med »downwind banen« fra Aggersund til Nibe (eller omvendt, hvis der er østenvind). Mange surfski roere kiggede langt efter denne bane, da Nibe Roklub i 2019 havde værtskabet for DM.

– Genvalget som værtsklub er en tillidserklæring fra DKF og fra DM UGEN, som vi er meget beærede over, og med erfaringerne fra 2019 skal vi nok få et godt arrangement op at stå, siger Jacob Norris, der er Nibe Roklubs tovholder på klubbens surfski aktiviteter.

LÆS MERE:
https://www.niberoklub.dk/dm-i-oceanrace