Tour de Gudenå - En ikke helt almindelig lørdag på kontoret ..

11. september 2022 10:13 , af Jacob Søndergaard

Nibe Roklubs Jacob Norris gennemførte lørdag årets Tour de Gudenå for havkajak, på den længste distance, nemlig fra Silkeborg til Randers; 72 kilometer. Jacob fortæller her selv om løbet:
– Selvom jeg allerede har udfordret mig selv på ultraløbsdistancer her i 2022 med både 100km i Estland og 167km i Tjekkiet, så besluttede jeg sammen med Torben Ravn, min makker fra Kano Kajakklubben Gudenaa, at det var en god ide at prøve den lange distance på dette års Tour de Gudenaa. Fra Silkeborg til Randers - ganske enkelt. 

Men hvis man vil gå efter en podieplads, så er der ikke plads til meget slappen af undervejs. Inden starten gik spottede jeg min nærmeste kendte konkurrent, Jan Højris fra Silkeborg, som har vundet 70 kms løbet i havkajak de sidste mange år. Efter starten var gået, lagde jeg hårdt ud for at se om han kunne hænge på. Det endte med at han tog pace på mig istedet og jeg savede mig selv over på de første 5km … nå, men det skulle prøves - han spiser mange havregryn, så jeg blev hægtet af og måtte slå ned i marathontempo for resten af turen.

Meen det var ikke hviletempo. Jeg trak og sled mig igennem de 70 km i lettere modvind. Jeg kom ind i tiden 7timer, 12minutter - lige over hvad jeg havde målsat før start. Det rakte til en udemærket andeplads på podiet, og det er jeg meget tilfreds med.