Sølv til Lærke på 1000 meter ved DM i sprint

3. september 2019 15:48 , af Jacob Søndergaard

Alle tre søskende enten fik medalje eller var meget tæt på.

Danmarksmesterskaberne i kano- og kajaksprint blev  den forløbne weekend afholdt i Silkeborg. Her skulle resultatet af årets træning for alvor vise sig for Nibe Roklubs unge kajak-team med søskende-trioen Lærke, Søren og Silke Carøe Petersen.

Lærke Carøe Petersen blev sammen med sin makker Anne-Sofie Winther fra Silkeborg nr. 2 på 1000 meter distancen i toerkajak.

Søren Carøe Petersen blev sammen med sin makker Mads Bressendrof Andersen fra Vallensbæk nr 7, også på 1000 meter distancen i toerkajak.

Silke Carøe Petersen stillede ikke op i toerkajak, men til gengæld i firerkajak,  hvor hun og tre roere fra henholdsvis Vallensbæk, Lyngby og Køge var blevet enige om at lave et hold og stille op på 500 meter distancen. De endte på en 4. plads, kun et halvt sekund fra bronzemedaljen, så der var tæt løb. 

Silke stillede op i U16 klassen, Søren i U18-klassen og Lærke i Seniorklassen

         

Stævne-sæsonen er ikke helt slut endnu for Nibe-trioen, idet Lærke og Søren om godt to uger tager til Vallensbæk og deltager ved DM  i kajak-maraton.

– De stiller selvfølgelig op for Nibe som altid. Men de tager afsted sammen med roere fra Kano- og Kajakklubben Limfjorden, som de har et godt venskab med, bl.a. i kraft af at Lærke, Søren og Silke jævnligt træner hos dem.