Prøv coastal roning i Nibe Roklub

31. maj 2021 16:18 , af Jacob Søndergaard

Klubben har fået sin første nye coastal robåd, og alle medlemmer får nu mulighed for at prøve en tur - bl.a. for at bedømme, om det er noget man vil dyrke.

Hver roer får en halv times tur - incl. udtagning af bådehal, isætning (alene m. instruktør), introduktion til 2 årer, roning, optagning af båd.

TILMELDING: SKER PÅ ROKORT.DK – under »AKTIVITETER«. Vælg mellem de synlige tidspunkter tirsdag og torsdag i denne uge (22).
Coastal instruktørerne (Margit og Jacob S) forsøger at holde udvalget af tidspunkter så ajour som muligt.

Uddrag af Nibe Roklubs reglement – og vejledning for coastal roning:
Sådan frigives du til coastal roning i  Nibe Roklub 

Coastal båden roes uden styrmand og med 2 årer og er forholdsvis søstærk og balance-stabil, hvorfor den er egnet til at ro i store bølger og stærk sø. 
I denne vejledning sidestilles single Coastal og dobbelt Coastal. 

I Nibe Roklub frigives man til at ro Coastal både, når man overfor en instruktør har vist, at man er i stand til at ro uden instruktion og besidder viden svarende til at være korttursstyrmand. 
Coastal-retten tildeles af Rochefen efter indstilling af instruktør. 

Forinden skal roeren have gennemgået en grundlæggende instruktion i håndtering af Coastal båden på land, herunder korrekt justering af rostillingen, løfte- / bæreteknik og søsætning.  

Roeren skal have modtaget instruktion i roning med 2 årer. 

Roeren skal have gennemgået mindst 3 lektioner på vandet med instruktør, herunder være fortrolig med forholdsregler ved kæntring, styreteknik, forskellig vejr og vindforhold samt lægge til broen. 

Der skal i enhver Coastal-båd være mindst én frigivet roer med styrmandsret eller som er frigivet kajakroer. Dette giver samtidig ret til at ro i hele klubbens daglige farvand, dog med særlig iagttagen for vejr og vind, jfr. reglementet. 

Helt nye Coastal-roere gennemgår samme instruktionsforløb som ved opnåelse af B-scullerret – incl. regler om begrænset ro område.  Coastal-roeren SKAL være iført redningsvest under roning og have aflagt svømmeprøve på 600 meter.. 

Roere med kajakerfaring: 
Du kan som frigivet kajakroer introduceres til bådtypen af en erfaren Coastal roer.  

Godkendt af bestyrelsen for Nibe Roklub, 9. marts 2021