Nibe Roklub sender nordisk mester til EM i kajak

22. juni 2018 12:55 , af Jacob Søndergaard

Nibe Roklubs Lærke C. K. Petersen er nu endeligt udtaget til Europamesterskaberne i to'er kajak. Klubben søger sponsormidler til at hjælpe på vej.

Nibe Roklubs stærke junior kajakroer i dame U18 klassen Lærke C. K. Petersen, der bor i Skørbæk og til daglig læser på Vesthimmerlands Gymnasium i Aars, blev i den forløbne uge udtaget til Europamesterskaberne i to'er kajak (K2), som foregår om 14 dage i Kroatien.

Udtagelsen kommer på baggrund af stærke resultater, som Lærke har opnået det seneste halve år: I januar sikrede hun Nibe Roklub klubbens første Danmarksmesterstab i indendørs kajakroning over sprint distancen 200 meter og samtidig bronze over 500 meter i samme disciplin.

De seneste år – og særligt de seneste to år – har hun sammen med sine yngre søskende trænet intenst og gennem ét år gået på ungdomsskole med kajakroning som linjefag.

Sidste weekend stillede hun op i ener-kajak (K1) og sikrede sig bronze ved Nordisk mesterskab på maraton distancen 19,3 km. Og dagen efter stillede hun op i to'er kajak (K2) på samme distance sammen med sin faste romakker Matilde Christensen fra Silkeborg.

– Udtagelsen til EM kommer hurtigt, men den kommer ikke helt overraskende, for vi har set Lærke vise stor fremgang, såvel under træning som i konkurrence, siger Jacob Norris, kajakchef i Nibe Roklub.

– Fra klubben forsøger vi at stille så gode faciliteter som muligt til rådighed for vore unge talenter, og sidste efterår byggede vi således vort indendørs træningscenter om – en gevinst for alle klubbens medlemmer, men særligt for Lærke og hendes to yngre søskende, der træner næsten lige så intenst som klubbens nordiske mester, forklarer Jacob Norris.

Sponsorstøtte nødvendig
Jacob Norris understreger, at det er helt ekstraordinært for Nibe Roklub at have eliteroere på dette niveau, og det kræver store ressourcer, både træningsmæssigt og økonomisk. Klubben er således i færd med at skaffe dækning for de udgifter, som Lærke har ved deltagelse i de forestående Europamesterskaber. Vi søger derfor med lys og lygte efter mulige sponsorer: Stort eller småt; det hele tæller med, for vi vil gerne sikre vort unge talent de bedste betingelser, slutter Jacob Norris.