Kajakchefen hev bronzen hjem til Nibe

22. januar 2017 12:03 , af Jacob Søndergaard

Nibe Roklub har de seneste år ikke været kendt for at stille op til – endsige vinde medaljer – i kaproning.

Det blev der lørdag lavet afgørende om på, idet klubbens kajakchef Jacob Norris havde valgt at stille op ved Danmarksmesterskaberne i indendørs kajakroning, som foregik i Rødovre Centrum.

Jacob Norris har sammen med andre af Nibe Roklubs indendørs roere trænet målrettet flere gange ugentlig gennem måneder – og særligt indendørs siden den udendørs rosæson sluttede i starten af november.

Lørdag tog han turen til Rødovre og stillede op i to løb, hhv. 1000 meter og 200 meter sprint. Jacob Norris stillede op i klassen for 45 årige, og i løbet over 1000 meter besatte han først en ærefuld 4. plads, dog uden at få metal om halsen. Anderledes godt gik det så i det efterfølgende løb over kun 200 meter, hvor han efter roere fra Vejle og Hvidovre vandt bronze i tiden 43:59 sek – kun 27/100 sekund efter nummer to.

– Ærligt, så havde jeg regnet med at få tæv i denne konkurrence, da det er første gang, jeg stiller op ved et DM. Men det er sjovt at blive testet blandt landets bedste kajakroere i denne disciplin, og jeg kan kun appelere til nogle af mine klubkammerater til også at stille op næste år. Nu ved jeg lidt om, hvad der skal til, og som mindre klub kan vi faktisk godt begå os, hvis vi skruer den ambitiøse indstilling på og udfordrer os selv, siger Jacob Norris. Begge Jacobs tider ved konkurrencerne endte som personlige rekorder. Det siger også noget om, at adrenalinen skal helt op at ringe, så kommer den sidste kraftanstrengelse og lægger et lag på den gode træning!

Se også videoen på Nibe Roklubs facebook side: https://www.facebook.com/NibeRoklub/

Vedhæftede filer