Guld og sølv til Nibe i Dansprint Ocean Cup

25. august 2019 17:53 , af Jacob Søndergaard

Dansprint Ocean Cup, som er en åben kaproning i maraton klassen over hele sæsonen 2019 fandt lørdag sine vindere efter Kronborgløbet ved Helsingør var gennemført.

Nibe Roklub har i denne sæson haft fem roere repræsenteret i havkajak klassen, nemlig Casper Pedersen, Jacob Norris og Ole Nicolajsen i herre klassen samt Birgitte Larsen og Mette Godsk Nicolajsen i dame klassen. Desuden har Lærke Petersen opnået point i Dansprint Maraton Cup, som er en parallel konkurrence - her deltog Lærke i den meget smalle maraton kajak ved et løb i maj.

Casper Pedersen og Jacob Norris stillede så lørdag op i Kronborgløbet for at forsvare deres hidtige hhv. 1. og 2. plads, hvilket lykkedes med flotte tider. Casper vandt klassen i overbevisende stil og en flot tid på 2 timer 14,48 minut, med Jacob Norris på andenpladsen i tiden 2 timer 30,16 minut. Jacob mistede en del tid, idet han hjalp to kæntrede surfski-deltagere op fra en kæntring, hvor han også selv måtte en tur i »baljen«.

Jacob Norris siger i en kommentar til Kronborgløbet, at der som en del af løbet også kunne nydes den smukke tur ind mod Kronborg, efter først 12 kilometers roning fra Helsingør til Hornbæk, og retur til startstedet. Vandet var meget roligt og der var modsat sidste weekend i Nibe helt vindstille og kun nogle »ubrugbare havbølger« samt hhv. medstrøm ud og modstrøm på retur ruten.

Nibe Roklubs Birgitte Larsen deltog i weekendens klubtur i Nykøbing Mors, og kunne derfor ikke forsvare sin førsteplads i dameklassen, som var opnået på baggrund af den førsteplads i forårets Fænø Rundt og forrige weekends DM Ocean Race i Nibe. Men det lykkedes trods dette for Birgitte at opnå en flot sølvmedalje i Dansprint Ocean Cup, efter vinderen Dorte Wegger fra Køge.