Finaler på Bagsværd til alle tre Niberoere

7. maj 2019 23:12 , af Jacob Søndergaard

Nibes kajakroere høstede stor erfaring og finale deltagelse  

Nibe Roklubs tre elite kajakroere høstede den forløbne weekend stor erfaring ved deltagelse i årets første regatta, Copenhagen Spring Regatta på Bagsværd Sø.

Der var udskrevet i alt 211 løb, og heraf havde 26 deltagelse af én af de tre Niberoere, Silke, Søren og Lærke Petersen.

Alle tre er i år rykket en klasse op, hvilket helt naturligt har givet dem alle større konkurrence, og dermed er forventningerne skruet noget ned i forhold til sidste sæson, hvor der blev roet flere flotte resultater hjem, bl.a. et nordisk mesterskab til Lærke.

Lærke Petersen på 19 år stiller i år op i seniorklassen. Ved weekendens Copenhagen Spring Regatta opnåede hun som bedste resultat i A-finalerne en 2. plads i 2’er kajak på 1000 meter og en ærefuld 9. plads, ligeledes i toer kajak; her over 500 meter.Lærke stillede også op i toer- og  éner kajak over hhv. 500 og 1000 meter, og opnåede en række sekundære placeringer.

Søren Petersen på 17 år stiller i år op i juniorklassen U18. Ved weekendens Copenhagen Spring Regatta opnåede han som bedste resultat i A-finalerne en 3. plads i 4’er kajak over 500 meter. Søren stillede også op i toer- og éner kajak over hhv. 500 og 1000 meter, og opnåede en række sekundære placeringer.

Silke Petersen på 14 år stiller i år op i juniorklassen U16. Ved weekendens Copenhagen Spring Regatta opnåede hun som bedste resultat i A-finalerne en 8. plads i 2’er kajak over 500 meter. Silke stillede også op i toer- og éner kajak over hhv. 200 og 500 meter, og opnåede en række sekundære placeringer.

– Samlet set er vi ganske godt tilfredse med roernes præstationer, da der jo som nævnt er tale om årets første egentlige konkurrence, og alle har med oprykning til en ny aldersklasse fået en del større konkurrence, siger Anders Petersen, holdleder og far til eliteroerne. Vi bemærker dog, at roerne har kunnet gøre sig gældende i de fleste af de løb, de stillede op i, og i vekslende bådtyper og distancer opnåede de alle deltagelse i A-finaler, hvilket i sig selv er særdeles flot, slutter Anders Petersen.

Lærke og Søren har gennem tre uger op til påske i år deltaget i en træningslejr i Tyrkiet for kaproere på eliteplan. Søren går til daglig på Silkeborg Efterskole med en kajaklinie som specialfag, og til det kommende skoleår har han fået godkendt optagelse på en fireårig gymnasieuddannelse med Team Danmark støtte til at fortsætte kajakroningen på eliteplan.

Foruden dette, træner alle tre kajakroere dels i de hjemlige omgivelser på Halkær Å, i Kajakklubben Limfjorden i Lindholm og ved diverse samlinger for eliteroere.