DM-sølv og 4.-plads til Nibe-roere

16. januar 2022 10:05 , af Jacob Søndergaard

Årets første kajakstævne, Danmarksmesterskaberne i kajak-ergometer (indendørs), blev i år afholdt i en idrætshal i Hvidovre, uden tilskuere. Sidste år blev stævnet aflyst gr. corona, men i år havde arrangørerne således garderet sig.

Søren Carøe Petersen, seniorroer, og August Carøe Petersen, juniorroer i U12 klassen, havde netop overstået en omgang corona, og vel ude på den anden side, drog de afsted for at stille op.
August, der stillede op i drenge U12-klassen, sikrede sig en sølvmedalje på 500 meter, og Søren en 4. plads på 1000 meter i seniorklassen. 

August fortæller, at han havde lagt en raceplan for sine 500 meter, som Søren der stod ved ergometeret, hjalp ham med at følge. Der er ingen tid til at holde øje med konkurrenterne, man ror blot sit eget løb, men hjælperen der står bag ergometeret, kan undervejs fortælle hvordan det går. August havde også presset sig til det yderste, og efter 2. pladsen var hjemme, måtte han lige en tur ned at ligge på gulvet, da han stod af romaskinen, inden han kunne gå op og modtage sin sølvmedalje.