DM-Bronze klubbens U14 roere

18. september 2023 15:30 , af Jacob Søndergaard

Leander Kaarsberg og August Carøe Petersen, begge U14-roere i Nibe Roklub, tog sammen med Samuel Erichsen og Alexander Svalgaard fra Kano-og Kajakklubben Pagaj en tredjeplads og dermed bronzemedalje i firerkajak over 500m i weekendens danmarksmesterskab. 

Det blev til andre flotte placeringer for de to roere fra Nibe, bl.a. tog de en 6. plads i toerkajak over 500m. Leander opnåede en 7. plads i B-finalen i enerkajak over 500m, og August opnåede en 4. plads i A-finalen over 200m. Nu er stævnesæsonen slut for de to roere, der venter to ugers fortjent træningspause, inden træningen igen starter op frem mod forberedelserne til en ny sæson.