Fra 1. november:
Reviderede regler og aktiviteter i Nibe Roklub
På baggrund af de seneste udmeldinger fra sundhedsmyndigheder og regeringen har Nibe Roklubs bestyrelse besluttet nedenstående tilføjelse til allerede gældende regler.
Det sker naturligvis med beklagelse, idet vi ikke kan opfylde klubbens ellers så gode og helt berettigede formål, men samtidig må vi se hele situationen omkring COVID-19 epidemien i øjnene og optræde ansvarligt.
Rosæsonen 2020 er slut, og fra 1. november gælder det, at alene kajakroere, godkendt til vinterroning, kan ro. Der findes opslag på tavlen i klubhuset med, hvem der er godkendt. I tilslutning hertil oplyses det samtidig, at bådebroen i den første del af november tages på land.
SVØMNING
Der åbnes for medlemmers (»gratis«) brug af af Nibe Svømmebad; dog i begrænset omfang:
Lørdag d. 7. november:
I tidsrummet kl. 12.30-13.30 – OG: kl. 13.30-14.30 vil der være mulighed for i svømmebadet at aflægge sin svømmeprøve til kommende rosæson. Der er ikke særskilt livredder ved bassinet, så pas på hinanden.
Der skal ske tilmelding via klubbens hjemmeside (vælg 7. november i kalenderen).
Max. 10 personer ad gangen i hver af de to nævnte 1-times perioder. Der er adgang for omklædning 15 minutter før den periode, du tilmelder dig, og overhold de retningslinjer, som er skiltet.
Lørdag d. 14. november:
I tidsrummet kl. 12.30-13.30 – OG: kl. 13.30-14.30 vil der være mulighed for at deltage i »kajak-leg« i svømmebadet. Der er ikke særskilt livredder ved bassinet, så pas på hinanden.
Der skal ske tilmelding via klubbens hjemmeside (vælg 14. november i kalenderen).
Max. 10 personer ad gangen i hver af de to nævnte 1-times perioder. Der er adgang for omklædning 15 minutter før den periode, du tilmelder dig, og overhold de retningslinjer, som er skiltet.
ADGANG TIL KLUBHUSET
Der er fortsat helt normal adgang til klubhuset – dels for vinterroning og dels for benyttelse af klubbens motionsrum*.
VIGTIGT: For at kunne opspore evt. kommende smitte i og omkring klubhuset, er det vigtigt, at du hver gang, du er i klubhuset »bipper din brik« – eller logger dig ind ved hjælp af kode eller mobil-app. Dette skal ske, uanset døren er åben og der i forvejen er andre i klubhuset.
Sker der smitte og klubbens skal opspore, hvem der har været i klubben på et givet tidspunkt, er det vigtigt, at dette fremgår af nøglesystemets LOG. Adgangs oplysningerne vil alene blive brugt i denne sammenhæng.
OPHOLD: Bad / omklædning samt værksted: Max. 5 personer i rummet.
Andre rum: Max. 10 personer. Overhold altid 2 meters afstand til andre.
BENYTTELSE AF MOTIONSRUMMET
* Det er fortsat muligt at benytte klubbens motionsrum som hidtil – men det skal ske »som enkeltpersoner«. Der er maximalt adgang for 10 personer ad gangen i motionsrummet, og som hidtil max. 5 personer ad gangen i omklædning/bad.
Hold altid mindst 2 meters afstand – og har du (evt. sammen med andre) benyttet motionsrummet, så husk: AFSPRITNING og AFTØRRING af redskaber og andre berøringsflader.
LUFT UD efter brug af motionsrummet – brug rummets terrassedør, i kombination med døren til bådehallen. Og husk lige at lukke dørene inden du forlader klubhuset ;-)
Klubben vil – indtil videre – ikke kalde sammen til fælles motion / gymnastik / rospinning mv.
KLUBBEN / KLUBHUSET GENERELT
Bestyrelsen har vurderet, at der ikke er krav om brug af af mundbind i selve klubhuset samt til og fra bådehal / motionsrum og omklædning / bad.
Baggrunden herfor er, at medlemmerne betragtes som en »lukket gruppe« og at klubhuset er lukket for andre end medlemmer. Ønsker du at bruge mundbind ved færden i klubhuset, støtter bestyrelsen naturligvis op herom, men det er ikke en betingelse.
IGEN: Når du er i klubhuset, skal du ALTID »logge ind« med din nøglebrik / personlige kode eller mobil-app.
Det gælder din egen og dine rokammeraters sikkerhed.
GENERELT OM RENGØRING I KLUBHUSET:
Omklædningsrum, baderum og toiletter rengøres professionelt hver 14. dag.
Øvrige dele af klubhuset (excl. første salen) rengøres professionelt hver 4. uge.
Sørg altid for at rengøre overflader i omklædningrum / bad med »blå spray« – og andre berøringsflader samt egne hænder mv. med håndsprit, der er sat frem. Luft ud, hvis du bruger omklædningsrum.
Bestyrelsen ønsker dig en fortsat god og sikker tid – og vær ikke i tvivl om, at vi ser frem til mere normale tilstande inden for alt, hvad Nibe Roklub står for og gerne vil tilbyde.
Reglerne gælder indtil andet meldes ud fra bestyrelsen.
Er du i tvivl om noget i forhold til klubben og COVID-19 situationen, må du altid gerne kontakte et medlem af bestyrelsen. Hold også øje med hjemmesiden – incl. kalenderen – samt evt. nyhedsbreve.
HILSEN BESTYRELSEN:
Birgitte, Elis, Jacob, Jacob, Kirsten og Thorbjørn