Nibe Roklubs Søren Carøe Petersen tog ved weekendens Maribo Regatta en førsteplads i 1000 m enerkajak, og en tredjeplads i 5000 m enerkajak.
Der var lagt op til kamp mod både roere, blæst og bølger til kajakstævnet på Maribo Søndersø. Stævnet var planlagt til at starte lørdag morgen kl. 8.00, men det hårde vejr udsatte starten i første omgang til kl. 12.00, og derefter endnu en udsættelse til kl. 14.00. Maribo-regattaer er før blevet aflyst pga. blæst, men heldigvis blev det muligt at gennemføre dette års stævne, og sidst på eftermiddagen, om lørdagen, kunne Søren hive en meget sikker 1. plads hjem på 1000 m, med 3 sekunder ned til nærmeste konkurrent.
Om søndagen stillede Søren op i enerkajak over 5000 m. Han lå i førerfeltet, men ved en vendebøje fik en konkurrent mulighed for at skubbe bagenden på Sørens kajak så han ikke kunne komme tæt rundt om bøjen, og her mistede Søren kontakten med førerfeltet. Selvom det var en konkurrent der forhindrede Søren i at lave vendingen, så har det også noget at gøre med om man er forudseende og får placeret sig i korrekt feltet under en vending, så man undgår at blive skubbet. Søren lå dog stadig langt fremme og endte med en fin 3. plads. på regattaets sidste løb.
I pinsen er der regatta i Bagsværd, på Bagsværd Sø. Her tager tre af klubbens roere afsted: Leander Kaarsberg og August Carøe Petersen stiller op i U12 klassen, Søren Carøe Petersen stiller op i seniorklassen.