Det går ind imellem ganske stærkt i Nibe Roklub – ikke kun for klubbens kaproere, men senest også for en række projekter, som klubben det seneste år har arbejdet med, og som en lang række donationer har givet anledning til at fejre. Også selve fejringen har i corona’ens skygge været udsat.
Det var derfor en særdeles glad formand for Nibe Roklub Birgitte Larsen, der kunne byde velkommen til medlemmer og repræsentanter for sponsorer, der samlet har erlagt ca. 500.000 kr. i form af fuld donation eller medfinansiering af syv forskellige både – og dagens hoved-attraktion, nemlig indvielsen af et fire-dobbelt kajakhus til opbevaring af samlet 64 kajakker.
Medlemmerne har selv opført disse kajakhuse med frivillig arbejdskraft – til en værdi, der ligger ud over den pris, kajakhusene er opført for.
En single coastal robåd doneret af Nordea Fondens Friluftspulje blev navngivet »Marsvinet« af vicedirektør Christian Pedersen, Nordea Bank.
En anden single coastal robåd doneret af Norlys Vækstpulje blev navngivet »Delfinen« af bestyrelsesmedlem Ove Hust fra vækstpujlen.
En double coastal robåd doneret af Nibe Elforsynings Fond 2021 blev navngivet »Spækhuggeren« af fondens formand Frederik Vedel Möller.
Sponsorerne ønskede bådene held og lykke.
På vegne af Aalborg Kommune ønskede byrådsmedlem Evald Lange Rise klubben tillykke med de nye faciliteter i form af kajakhusene, som kommunen gennem Folkeoplysningsudvalget har støttet – sammen med DGI/DIF’s Foreningspulje og Nibe Elforsynings Fond (2019) og A/S J. Petersens Beslagfabrik, IPA.
Evald Lange Rise hæftede sig navnligt ved, at klubben har formået at bygge husene ved frivillig indsats: – En sådan indsats giver et stort medejerskab til klubben, til faciliteterne og til aktiviteterne – og i den sammenhæng får kommunen rigtig meget engagement for det tilskud, der er givet.
Sammen med tre andre repræsentanter klippede han så det røde bånd for at markere kajakhusenes indvielse.
Fire kajakker blev derefter navngivet: En single kap-kajak til klubbens eliteroer Søren Carøe Petersen blev navngivet »KAP-20« af Tage Pedersen, Nibe Elforsynings Fond, og en havkajak fik navnet »Valle«, navngivet af klubbens kasserer, Elis Jochumsen.
Endelig blev to nye surfski (kap-havkajakker) navngivet hhv. »Piraten« og »Kaptajnen« af hhv. Jacob Norris, Norris Print Tech, og af klubmedlem Morten Bak Sørensen. Disse to surfski kajakker er medfinansieret af Norris Print Tech.
Endelig noterede formand Birgitte Larsen, at der fra TRYG Fonden er doneret 35 redningsveste, Fra Lind Fonden / SIFA er der doneret udstyr til klubbens motionsrum samt nye kajak-pagajer – og fra Fonden for Spare- og Laanekassen i Nibe ved Danske Bank er der doneret udstyr til klubbens motionsrum.
Indtryk fra dagen og sponsorers navngivning af nye både kan ses i hjemmesidens BILLEDGALLERI.
BILLEDET ØVERST:
Et fire-dobbelt snoreklip, udført af – fra venstre: Niels Erik Smith, IPA. John Jakobsen, Nibe Elforsynings Fond, Evald Lange Rise, Aalborg Byråd, og Keld Jensen, Folkeoplysningsudvalget.