Personlig kajak til klubbens Danmarksmester!  

3. maj 2018 21:13 , af Jacob Søndergaard

Det er sikkert ikke forbigået medlemmernes opmærksomhed, at Lærke i januar i bogstaveligste forstand trak et Danmarksmesterskab hjem til Nibe Roklub i kajak-ergometerroning (dame U18, 500 m).

Siden har klubbens sponsorudvalg og bestyrelse sat som mål, at Lærke (U18) og bror Søren (U16) på hvert deres stadie kan få råderet over professionelt og personligt udstyr.

Denne meget ambitiøse målsætning kræver, at der findes penge uden for klubbens normale budget, og der er derfor ansøgt flere fonde / sponsorater med henblik på at skaffe de op mod 70.000 kr., som ambitionen kræver.

–   –   –

Så det var en meget stor glæde at modtage svar fra Spar Nord Fonden, der til formålet har doneret 32.000 kr. målrettet til indkøb af 1 stk. kapkajak og udstyr. Dette har resulteret i, at der netop er leveret en NELO K1 kapkajak, som Lærke får råderet over som personlig kajak – dels til den daglige træning på Halkær Å – og dels til konkurrencebrug.

Kajakken er netop modtaget og monteret, og (desværre) ligger den så i Halkær, hvor Lærke hver morgen inden skolegang træner på åen.

–   –   –

MEN – MEN: Inden for kort tid bliver der mulighed for, at også klubbens medlemmer får mulighed for at se den fantastiske kajak, idet bestyrelsen arbejder på at samle medlemmer, repræsentanter for Spar Nord, Lærke samt hendes rokammerater og træner team til en præsentation og formel overrækkelse, som vil ske i klubben.

–   –   –

Bestyrelsen takker sponsorudvalget – med Lena og Birthe i spidsen – for et solidt stykke arbejde. Et arbejde, der fortsætter med henblik på at finde penge til flere delmål i klubbens ambitiøse junior-målsætning.

–   –   –

Klubben er naturligvis Spar Nord Fonden STOR tak skyldig for den fine gestus, og et delmål fra Dansk Kano- og Kajak Forbund er samtidig, at Lærke er udtaget til en brutto-træningstrup, der som mål har at deltage ved Nordiske-, Europa- og Verdensmesterskaber. Dog er der lang vej endnu, men den forestående kapronings sæson vil vise, om indsatsen i den hårde konkurrence om pladserne bærer frugt. Klubben og Spar Nord Fonden har med indkøbet af kajakken til Lærke gjort en del af jobbet!

Hilsen bestyrelsen

Vedhæftede filer