Nibe Roklub i en corona-tid:

23. oktober 2020 13:27 , af Jacob Søndergaard

Vi ser muligheder, selv om der er begrænsninger

Hej medlemmer i Nibe Roklub

Samfundet og corona-situationen lægger desværre en del begrænsninger på os i forhold til vor aktivitet i Nibe Roklub. Det retter vi os naturligvis efter og agerer med respekt for smitten!

Når så dét er sagt, så forsøger vi samtidig at se muligheder, og dem er der fortsat en del af, selv om vi dels går mod en (indendørs) vintersæson, og dels oplever et øget smittetryk generelt.

Bestyrelsen har netop holdt møde, og vi melder derfor ud nu, at:
Ophold og aktiviteter i klubhuset er fortsat under indflydelse af corona-situationen, og vi må derfor:

– Kun være max. 5 i omklædningsrum, og mindst 2 meters afstand
– Kun være max. 20 i opholdsstuen, og mindst 1 meters afstand, når man sidder ned
– Kun være max. 10 i motionsrum, og mindst 2 meters afstand
– Kun være max. 5 i værkstedet, og mindst 2 meters afstand
– Der skal »sprittes af« og luftes ud mv., efter anvisninger i lokalerne.

Desværre vil der ikke blive indkaldt til ROSPINNING, og GYMNASTIK, eller andre samlede motions aktiviteter. Til gengæld må motionsrummet benyttes af enkeltpersoner 24/7. Husk at »spritte« og tørre redskaber af, både før og efter motion – og luft ud i rummet efter brug.

STANDERSTRYGNING
Lørdag d. 31. oktober kl. 13.00 stryger vi standeren for 2020 og afslutter dermed sæsonen.
Bestyrelsen vurderer, at vi kan samles på klubbens udendørs område og høre Birgitte holde sin sæson-afslutnings tale, klubben gi’r en vand eller øl – og de, der har opnået bronze-, sølv- eller guld pagaj / åre ved roning i 2020 kan modtage denne. Desværre kan vi ikke samles til aftenfest, men dette lille møde på en god halv times tid har vi vurderet vigtigt. Alt kan klares med 2 meters afstand – og måske vi skal konkurrere: »Kan du kende mig med mundbind på« – kom frisk!

SVØMNING og vandaktivitet i Nibe Svømmebad
Et lyspunkt i denne tid er, at bestyrelsen har vurderet det muligt at mødes i Nibe Svømmebad til – dels svømning og dels forskellig vand-aktivitet; herunder kajak-øvelser. Det vil være nødvendigt, at nogle medlemmer tager en tørn med at afvaske gulv, »spritte af« og lukke efter sig, men det har i praksis vist sig muligt allerede sidste vintersæson:
Klubben har derfor lejet sig ind i Nibe Svømmebad hver lørdag kl. 12-14, indtil 20. marts 2021.
Desværre kan vi ikke benytte sauna. I omklædning mv. findes de nødvendige remedier (håndsprit mv.), så vi alle kan komme sikkert. Der VIL være et max. antal deltagere, men vi vurderer det ikke er noget problem.

Ellers vil bestyrelsen med dette nyhedsbrev blot oplyse, at vi til stadighed har fokus på at drive klubben og give medlemmerne de muligheder, der er forsvarlige.

Vi vurderer samtidig, at det desværre ikke vil være muligt at gennemføre det årlige Julebankospil, og ligeledes må vi undvære Nytårskuren, med mindre situationen ændrer sig.Sker det, vil bestyrelsen også handle hurtigt og give besked!

Vi ønsker dig som medlem et fortsat godt og corona-sikkert efterår. Tag blot en tur i Motionsrummet på egen hånd – ligeledes bad og omklædning (max. 5 personer) eller lad os mødes i Nibe Svømmebad. Hertil har enkelte medlemmer aflagt prøve til vinterroning.

Efter sæson afslutningen vender vi tilbage med mere nyt fra klubben.                                HILSEN BESTYRELSEN