Mange højdepunkter i roernes jubilæumsår

13. februar 2020 02:20 , af Jacob Søndergaard

Årets generalforsamling løb af stablen tirsdag den 11. februar, og igen med et særdeles pænt fremmøde – godt 40 medlemmer deltog, med Vibeke Borregaard som dirigent. 

Medlemmerne hørte klubbens formand Birgitte Larsen fortælle om nogle af årets højdepunkter i klublivet. Herunder ikke mindst klubbens markering af 80 års dagen for stiftelsen. Selve 80-års fejringen var delt i to dele, nemlig lørdag den 8. juni, hvor klubben havde indbudt sponsorer til otte nye havkajakker og en nybygget 2-årers inrigger i træ. Alle både blev behørigt navngivet og søsat – og såvel medlemmer som gæster hyggede sig dagen lang i hinandens selskab. På 80 års dagen 28. juli markerede omkring 35 roere dagen med en morgen rotur til Valsted bro, hvor der var fælles morgenkaffe. 

Sportslige højdepunkter var der også masser af i det forløbne år. Størst opmærksomhed fik klubbens kaproere i kajak: En DM guldmedalje til Casper Pedersen samt sølv og bronze til hhv. Birgitte Larsen og Mette Godsk Nicolajsen – samt en første plads til Casper i Dansprint Ocean Cup.

Dernæst endnu et Danmarksmesterskab til Lærke Petersen i 2’er kajak, sammen med Matilde Christensen – samt endnu flere medaljer, bl.a. ved Tour de Gudenå og Dansprint Ocean Cup.

På det motionsmæssige plan blev rosæsonen 2019 den næstmest aktive i klubhistorien, kun overgået af 2018 med den fænomenale sommer. Masser af kajak- og inrigger motionsture, suppleret med enkelte langture, blev der roet. Her iblandt blev »pokalen« afhentet to gange i Aalborg Dame Roklub, og klubbens damehold roede i august fra Nibe til Nykøbing Mors – og næsten retur.

Nibe Roklub deltager året igennem i ikke roer-relaterede opgaver, nemlig indsamling af affald i nærområdet, efter initiativ af Nibe Samråd, og klubben er ligeledes aktiv ved opsamling af affald samt oprydning efter Nibe Festival.

Klubben har for tiden gang i et byggeri af nye kajakhuse – et projekt, der er lettere forsinket af bl.a. byggesagsbehandling hos myndighederne, men projektet ser nu ud til at komme i gang, og det er håbet, at fire småhuse kan stå klar til sæsonstarten i slutningen af marts, og at bådehallerne derved kan aflastes ved genplacering af op til 64 kajakker.

Klubben er økonomisk velfunderet, og kasserer Elis Jochumsen kunne aflægge et regnskab, der viser mange investeringer, som er sponsorfinansieret, men også et regnskab, hvor der er lagt penge til side til bl.a. udskiftning af taget på én af klubbens bådehaller.

Ved valg til bestyrelsen var der genvalg til kasserer Elis Jochumsen og næstformand Jacob Søndergaard. Til posten som rochef valgtes Kirsten Overgaard, som afløser for Per Schmidt. Bestyrelsen består i øvrigt af formand Birgitte Larsen, kajakchef Jacob Norris og husforvalter Thorbjørn Borregaard.

Klubben arbejder nu hen imod en ny rosæson, hvor nye aktiviteter venter – her iblandt den årlige kajak- og roskole, hvor nye roere introduceres til kajak- og rosporten. I vinter dyrkes indendørs ergometer roning mv., og flere medlemmer tilegner sig ny viden på forskellige kurser.

På foranledning af Leif Beltoft sluttede generalforsamlingen med et leve for den snart 81-årige klub.

 

Billedet – fra venstre: Næstformand Jacob Søndergaard, kajakchef Jacob Norris, kasserer Elis Jochumsen, formand Birgitte Larsen, husforvalter Thorbjørn Borregaard og rochef Kirsten Overgaard.