Lærke fejret blandt Aalborgs Bedste

20. marts 2019 11:15 , af Jacob Søndergaard

Nibe Roklubs stærkekajakroer Lærke Petersen hjemtog i januar sidste år klubbens første danske mesterskab i indendørs kajakroning. Og senere på året opnåede hun sammen med sin makker fra Silkborg et nordisk mesterskab i 2’er kajak på vandet. Sammen med andre flotte resultater – her iblandt en 7. plads ved europamesterskaberne – banede det vejen for, at hun for nylig blev hyldet i Aalborg sammen med kommunens øvrige mestre.

– I gør en fantastisk indsats, og vi er stolte over jer. Sådan indledte borgmester Thomas Kastrup-Larsen sin tale til de flere end 300 mestre, som mandag var samlet i Aalborg Kongres- og Kulturcenter for at få kommunens hyldest for de flotte resultater.

Til lejligheden var der repræsentanter fra snart sagt alle afskygninger af idræts- og idebetonede foreninger i Aalborg Kommune, og alle fik de borgmesterens håndtryk samt en lille gave i form af et gavekort.

Lærke Petersen var ledsaget af sin familie, der bl.a. tæller hendes søskende, »landsholdsboblerne« Silke og Søren – samt af Nibe Roklubs kajakchef Jacob Norris og klubbens tidligere formand Ole Torp. Begge medvirker de til den fortsatte udvikling af Nibe Roklubs kajaktalenter blandt klubbens juniorer.

HERUNDER:
Lærke Petersen – fejret mandag sammen med de mange danske, nordiske, europa- og verdensmestre, der i 2018 har hjemført et mesterskab til Aalborg Kommune.